WATTS VAR FØDT i England, men blev især blev kendt for sin rolle i den amerikanske hippiebevægelse, hvor han fremturede som buddhistisk inspireret filosof med et glimt i øjet og en helt usædvanlig formidlingsevne. I Watts' mund blev selv de tungeste værkers mest snirklede syntakser til lette, elegante sætninger, der gav mening på samme intuitive måde som et stykke fantastisk musik. Som om det at sætte ord på meningen med livet for ham var lige så naturligt som det at trække vejret."MIN DØD VIL være som et bestemt mønster, der forsvinder i vandet," sagde Watts. En dødsrefleksion, der i virkeligheden sagde lige så meget om hans opfattelse af livet: Skellet mellem menneske og natur var en kulturel konstruktion, mente han, og en sygelig en af slagsen. Forsøget på at styre sig selv og verden omkring sig var netop det, der gav folk den følelse af utilstrækkelighed i tilværelsen, de tavse bjerge og brusende trækroner levede så ganske lykkeligt foruden. I stedet burde man give slip og kaste sig ud i den strøm, livet var, når man bare var til stede i nuet. Være til ligesom træerne, blomsterne og mønstrene i vandet, uden dikkedarer.
En sjov anekdote i den forbindelse kommer fra én af Watts' venner, der i bogen hævder, at sommerfuglene altid samlede sig om og satte sig på Watts. Som om også de havde taget filosofien til sig.
MEN SAMTIDIG VAR Watts et ulykkeligt menneske, der især døjede med alkoholproblemer. For at tjene penge nok til at forsørge syv børn og konerne fra to forliste ægteskaber måtte han udgive nye bøger og holde foredrag konstant, efterhånden med længere og længere imellem de nye idéer og i en stadig mere sørgelig fysisk forfatning: i sine senere år drak Watts en hel flaske vodka om dagen. Allersværest var nok det, der ellers var hjørnestenen i hele Watts' filosofi, nemlig det at give slip:"Ofte er alkoholikeren udmærket klar over, at han ødelægger sig selv, " skrev Watts i en af sine bøger. "Og alligevel bliver han ved med at drikke. For selvom han ikke bryder sig om det, er tanken om ikke at være fuld trods alt værre. At stå ansigt til ansigt med den nøgne, rå usikkerhed i verden, det er ikke til at holde ud."
SENERE, DA HAN lå på hospitalet, sagde han sørgmodigt til en af sine venner, at "Det her er sådan, jeg er. Jeg kan ikke lave om på mig selv." Og det var måske et meget præcist billede på Watts' tragedie, at han, hvis største drøm havde været at flakse rundt i livet som en sommerfugl, aldrig tænke, bare være, nu lå dér i en døende krop med det umulige ønske at ville være en anden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar