Fitnessfrelse

Da jeg forleden sad og svedte på motionscyklen i Fitness World (det hænder), kom jeg til at tænke på begrebet en "ud af kroppen"-oplevelse. Et udtryk, der ofte bliver brugt i forbindelse med sportslige udfoldelser som løb og cykling. Da jeg for tiden studerer Søren Kierkegaards Begrebet Angest (1844), slog det mig, at der er noget lidt misvisende over udtrykket, i hvert fald hvis man har Kierkegaards menneskeopfattelse in mente.

I BEGREBET ANGEST argumenterer Kierkegaard for, at mennesket som væsen er ulykkeligt splittet mellem sjæl og krop, det guddommelige og det dyriske. Det særlige ved mennesket er, at vi kan føle os fremmede for os selv. Af og til får vi følelsen af, at vi ikke rigtig er til stede i vores egen krop; at det, vi siger, ikke var det, vi egentlig ville sige; og at det, vi gør, ikke rigtig udtrykker den person, vi i virkelighed er.

Selvom moderne life coaches insisterer på, at vi selvfølgelig kan handle i overensstemmelse med det, vi gerne vil, og at det derfor er på høje tid, vi tager hånd om vores eget liv, oplever mange af os alligevel i stille stunder, at vi på en underligt uforløst måde halter bagefter vores egen tilværelse. Som om vores krop var en andens.

Menneskets opgave i livet, siger Kierkegaard, er derfor at forene sjælen med kroppen. Vi må hele den splittelse, der gør os rastløse, rodløse og grundlæggende angste.

NÅR MAN EFTER en dejlig, lang løbetur siger, at man havde en "ud af kroppen"-oplevelse, tror jeg dybest set, man prøver at udtrykke, at man har været fri af denne splittelse. Benene nærmest fløj hen over asfalten, og tankerne hverken nagede eller kværnede, men susede ind og ud ad hovedet, ét med åndedrættet, lyden af fugle, biler, regnvejr og fødderne, der placerede sig den ene foran den anden, uden at man skænkede bevægelsen en tanke. På en måde var det, som om kroppen blev revet løs fra bevidstheden, og man i den halve time, det varede, fik lov at være et galoperende dyr. Og samtidig var det, som om bevidstheden fik lov at flyve, uden at kroppen tyngede den til jorden.

MEN SET PÅ den måde skulle det vidunderlige i oplevelsen netop ligge i splittelsen mellem krop og sjæl, og det var jo den, der var problemet. Derfor burde man måske med afsæt i Kierkegaards menneskesyn snarere tolke "ud af kroppen"-oplevelsen som udtryk for den omvendte bevægelse. At sjæl og krop ikke skilles yderligere fra hinanden, men smelter sammen. At de ophæves i en syntese, der desværre ikke varer ved: aldrig så snart har man stillet løbeskoene, før det splittede blod igen pumper hvileløst gennem årerne.

Sommerfuglemandens tragedie

I lyset af Monica Furlongs biografi Genuine Fake (1986) fremstår Alan Watts (1915-1973) som et tragisk, modsætningsfyldt menneske, der var så tæt på og alligevel langt fra rigtig at have forstået de tanker, han selv formidlede så levende om det at være til.

WATTS VAR FØDT i England, men blev især blev kendt for sin rolle i den amerikanske hippiebevægelse, hvor han fremturede som buddhistisk inspireret filosof med et glimt i øjet og en helt usædvanlig formidlingsevne. I Watts' mund blev selv de tungeste værkers mest snirklede syntakser til lette, elegante sætninger, der gav mening på samme intuitive måde som et stykke fantastisk musik. Som om det at sætte ord på meningen med livet for ham var lige så naturligt som det at trække vejret.

"MIN DØD VIL være som et bestemt mønster, der forsvinder i vandet," sagde Watts. En dødsrefleksion, der i virkeligheden sagde lige så meget om hans opfattelse af livet: Skellet mellem menneske og natur var en kulturel konstruktion, mente han, og en sygelig en af slagsen. Forsøget på at styre sig selv og verden omkring sig var netop det, der gav folk den følelse af utilstrækkelighed i tilværelsen, de tavse bjerge og brusende trækroner levede så ganske lykkeligt foruden. I stedet burde man give slip og kaste sig ud i den strøm, livet var, når man bare var til stede i nuet. Være til ligesom træerne, blomsterne og mønstrene i vandet, uden dikkedarer.

En sjov anekdote i den forbindelse kommer fra én af Watts' venner, der i bogen hævder, at sommerfuglene altid samlede sig om og satte sig på Watts. Som om også de havde taget filosofien til sig.

MEN SAMTIDIG VAR Watts et ulykkeligt menneske, der især døjede med alkoholproblemer. For at tjene penge nok til at forsørge syv børn og konerne fra to forliste ægteskaber måtte han udgive nye bøger og holde foredrag konstant, efterhånden med længere og længere imellem de nye idéer og i en stadig mere sørgelig fysisk forfatning: i sine senere år drak Watts en hel flaske vodka om dagen. Allersværest var nok det, der ellers var hjørnestenen i hele Watts' filosofi, nemlig det at give slip:

"Ofte er alkoholikeren udmærket klar over, at han ødelægger sig selv, " skrev Watts i en af sine bøger. "Og alligevel bliver han ved med at drikke. For selvom han ikke bryder sig om det, er tanken om ikke at være fuld trods alt værre. At stå ansigt til ansigt med den nøgne, rå usikkerhed i verden, det er ikke til at holde ud."

SENERE, DA HAN lå på hospitalet, sagde han sørgmodigt til en af sine venner, at "Det her er sådan, jeg er. Jeg kan ikke lave om på mig selv." Og det var måske et meget præcist billede på Watts' tragedie, at han, hvis største drøm havde været at flakse rundt i livet som en sommerfugl, aldrig tænke, bare være, nu lå dér i en døende krop med det umulige ønske at ville være en anden.