Fitnessfrelse

Da jeg forleden sad og svedte på motionscyklen i Fitness World (det hænder), kom jeg til at tænke på begrebet en "ud af kroppen"-oplevelse. Et udtryk, der ofte bliver brugt i forbindelse med sportslige udfoldelser som løb og cykling. Da jeg for tiden studerer Søren Kierkegaards Begrebet Angest (1844), slog det mig, at der er noget lidt misvisende over udtrykket, i hvert fald hvis man har Kierkegaards menneskeopfattelse in mente.

I BEGREBET ANGEST argumenterer Kierkegaard for, at mennesket som væsen er ulykkeligt splittet mellem sjæl og krop, det guddommelige og det dyriske. Det særlige ved mennesket er, at vi kan føle os fremmede for os selv. Af og til får vi følelsen af, at vi ikke rigtig er til stede i vores egen krop; at det, vi siger, ikke var det, vi egentlig ville sige; og at det, vi gør, ikke rigtig udtrykker den person, vi i virkelighed er.

Selvom moderne life coaches insisterer på, at vi selvfølgelig kan handle i overensstemmelse med det, vi gerne vil, og at det derfor er på høje tid, vi tager hånd om vores eget liv, oplever mange af os alligevel i stille stunder, at vi på en underligt uforløst måde halter bagefter vores egen tilværelse. Som om vores krop var en andens.

Menneskets opgave i livet, siger Kierkegaard, er derfor at forene sjælen med kroppen. Vi må hele den splittelse, der gør os rastløse, rodløse og grundlæggende angste.

NÅR MAN EFTER en dejlig, lang løbetur siger, at man havde en "ud af kroppen"-oplevelse, tror jeg dybest set, man prøver at udtrykke, at man har været fri af denne splittelse. Benene nærmest fløj hen over asfalten, og tankerne hverken nagede eller kværnede, men susede ind og ud ad hovedet, ét med åndedrættet, lyden af fugle, biler, regnvejr og fødderne, der placerede sig den ene foran den anden, uden at man skænkede bevægelsen en tanke. På en måde var det, som om kroppen blev revet løs fra bevidstheden, og man i den halve time, det varede, fik lov at være et galoperende dyr. Og samtidig var det, som om bevidstheden fik lov at flyve, uden at kroppen tyngede den til jorden.

MEN SET PÅ den måde skulle det vidunderlige i oplevelsen netop ligge i splittelsen mellem krop og sjæl, og det var jo den, der var problemet. Derfor burde man måske med afsæt i Kierkegaards menneskesyn snarere tolke "ud af kroppen"-oplevelsen som udtryk for den omvendte bevægelse. At sjæl og krop ikke skilles yderligere fra hinanden, men smelter sammen. At de ophæves i en syntese, der desværre ikke varer ved: aldrig så snart har man stillet løbeskoene, før det splittede blod igen pumper hvileløst gennem årerne.