søndag den 28. juni 2009

Buffon som filosof

At Mariana Castillo Deball har studeret filosofi og til daglig ernærer sig som kunstner, prikker lidt til mistanken om, at hendes Chance, Intelligence, and Humor: An Interview with Gianluigi Buffon (Cabinet Magazine, efterårsudgaven 2005) er et stykke fremragende fiktion snarere end et journalistisk interview.

Den italienske landsholdsmålmand, der fire gange er kåret til Verdens Bedste Målmand af IFFHS, reflekterer nemlig så velartikuleret over sig selv og sin sport i interviewet, at han indimellem fremstår mere som en ordjonglør end som et ikon for det spil, man netop skulle synes, var et overflødighedshorn af nonverbal skønhed.

MEN FAKTISK HÆVDER Buffon præcis det modsatte: "En fodboldkamp er dybest set en leg med sprog," siger han på et tidspunkt. Tacklingerne, afleveringerne, løbene og skudforsøgene udtrykker en form for usynlig intelligens, som er svær at sætte ord på, fordi den ligger dybere i os end den del af vores eksistens, vi normalt formulerer os om. For Buffon er det en slags instinktiv intelligens, en fornemmelse af, at han gør det rigtige uden at vide hvorfor. Og fodbolden er det medium, der giver ham adgang til denne følelse af indforståethed med verden.

En parallel mellem sproget og fodbolden ser han i det forhold, at ligesom vi straks forstår en sproglig pointe, uden at vi først har analyseret den, så er den geniale pasning eller den akrobatiske redning sjældent en velovervejet handling, men en naturlig impuls, der opstår ud af et altopslugende nærvær i spillet.

"Det er, som når nogen i et snuptag vender en sætnings betydning på hovedet, og man kommer til at grine. Det er som et rum, der åbner sig bag min bevidsthed."

FOR BUFFON UDSPILLER en fodboldkamp sig som en flygtig fortælling uden ord, og han analyserer spillet, som var det en novelle. Historien bliver til, mens kampen spilles, og opløses igen, når kampen er slut, siger han. Men samtidig findes der myriader af bittesmå, selvstændige dramaer i kampen, og det er dem, der gør fodboldspillet spændende. En brutal duel mellem to midtbanekrigere eller en utilregnelig angriber over for en snu forsvarsspiller: Som alle kampens opgør har de bolden som et magisk, forhekset fikspunkt.

I DEN FORSTAND kan spillet synes enkelt, repetitivt og forudsigeligt. Den samme historie gentages gang på gang. Men spændingen findes i de små fortællinger, når en uventet finte eller en katastrofal tilbagelægning pludselig river sig løs af spillets faste struktur, og det er i de øjeblikke, at fodbolden for alvor lever for Buffon. Som et uregerligt kaos, det er hans umulige opgave at styre.

"Hver gang jeg går på banen, aner jeg ikke, hvad der vil ske," forklarer Buffon, "ikke mindst fordi min rolle som målmand handler meget om at observere, afvente og så reagere på det rigtige tidspunkt."

"Uanset hvor meget jeg træner, vil jeg aldrig kunne få fuldstændig styr på situationen, og det er den usikkerhed, jeg virkelig godt kan lide."

onsdag den 24. juni 2009

Fodboldangst

Selv sublime fodboldspillere overvældes af spillets iboende uforudsigelighed. Faktisk beskriver Guardian-journalisten Jonathan Wilson i Inverting the Pyramid: A History of Football Tactics (2008), hvordan flere af spillerne på det legendariske Inter-hold fra 1960erne, kendt som La grande Inter, kastede op, inden de løb på banen i Europa Cup-finalen mod Celtic i 1967, som de tabte 2-1.

HOLDETS TRÆNER HELENIO Herrera havde i sine unge dage været en fysisk betonet forsvarsspiller med et beskedent talent og et dårligt knæ, og det var, som om hans egen middelmådighed som spiller havde givet ham en nærmest religiøs tro på slid og selvopofrelse.

Hver morgen reciterede han ordene "Jeg er stærk, jeg er rolig, jeg frygter ingenting, jeg er smuk" for sig selv, mens han dyrkede yoga, og han gik sjældent i seng efter klokken 21. Den eneste pyntegenstand på hans værelse var et krucifiks, og den bedste kompliment, han nogensinde havde fået, sagde han, var, at han arbejdede 30 timer i døgnet.

Sit asketiske livssyn overførte Herrera til fodbolden. Wilson fremhæver i sin bog Herreras hold som det mest ekstreme eksempel på catenaccio, en form for fodbold, hvor kontrol og organisation i det defensive spil var de vigtigste dyder. Snarere end at skabe spillet selv skulle Inter ødelægge det for modstanderen med stram disciplin og kynisme, mens Herrera uden for banen holdt sine spillere isoleret i træningslejren, hvor han vågede over deres nattesøvn og plejede dem med eksotiske urter (og, har flere hævdet, andre medikamenter).

MED TRE ITALIENSKE mesterskaber og to triumfer i Europa Cup'en gav opskriften pote. Men den måde, hvorpå Inter nærmest paranoidt forsøgte at gardere sig mod nederlag, satte sig efterhånden i spillerne som en ulyst til at spille, og allerværst blev det i Europa Cup-finalen mod Celtic.

Forsvarsspilleren Tarcisio Burgnich husker, hvordan han og værelseskammeraten Giacinto Facchetti sad oppe til langt ud på natten, mens holdets kaptajn Armando Picchi kastede op inde ved siden af. At ligge søvnløs var blevet reglen snarere end undtagelsen på holdet, og om morgenen og i omklædningsrummet inden kampen var der endnu flere af spillerne, der brækkede sig.

Inter kom tidligt foran på et straffespark i det 7. minut, men ifølge Burgnich kunne spillerne mærke allerede efter et kvarter, at de ville tabe kampen: "De mejede os ned over alt på banen. Det var et mirakel, at vi stadig var foran 1-0 ved pausen."

WILSONS SKILDRING AF La grande Inter giver på den måde indtryk af et hold, for hvem det enorme fokus på kontrol blev til en angst for overhovedet at spille. Fordi fodboldspillets uforudsigelighed for Herrera var et onde snarere end udgangspunktet for sprudlende, fantasifuld improvisation på banen, endte Inter i finalen mod Celtic i en tilstand af handlingslammelse og afmagt.

Holdkaptajnen Picchi udtrykte det måske mest præcist, da han på et tidspunkt efter Celtics udligning råbte til sin målmand Giuliano Sarti, "Guiliano, lad bolden gå ind, lad den nu bare gå ind. Det nytter ikke noget, de scorer alligevel før eller siden."