Buffon som filosof

At Mariana Castillo Deball har studeret filosofi og til daglig ernærer sig som kunstner, prikker lidt til mistanken om, at hendes Chance, Intelligence, and Humor: An Interview with Gianluigi Buffon (Cabinet Magazine, efterårsudgaven 2005) er et stykke fremragende fiktion snarere end et journalistisk interview.

Den italienske landsholdsmålmand, der fire gange er kåret til Verdens Bedste Målmand af IFFHS, reflekterer nemlig så velartikuleret over sig selv og sin sport i interviewet, at han indimellem fremstår mere som en ordjonglør end som et ikon for det spil, man netop skulle synes, var et overflødighedshorn af nonverbal skønhed.

MEN FAKTISK HÆVDER Buffon præcis det modsatte: "En fodboldkamp er dybest set en leg med sprog," siger han på et tidspunkt. Tacklingerne, afleveringerne, løbene og skudforsøgene udtrykker en form for usynlig intelligens, som er svær at sætte ord på, fordi den ligger dybere i os end den del af vores eksistens, vi normalt formulerer os om. For Buffon er det en slags instinktiv intelligens, en fornemmelse af, at han gør det rigtige uden at vide hvorfor. Og fodbolden er det medium, der giver ham adgang til denne følelse af indforståethed med verden.

En parallel mellem sproget og fodbolden ser han i det forhold, at ligesom vi straks forstår en sproglig pointe, uden at vi først har analyseret den, så er den geniale pasning eller den akrobatiske redning sjældent en velovervejet handling, men en naturlig impuls, der opstår ud af et altopslugende nærvær i spillet.

"Det er, som når nogen i et snuptag vender en sætnings betydning på hovedet, og man kommer til at grine. Det er som et rum, der åbner sig bag min bevidsthed."

FOR BUFFON UDSPILLER en fodboldkamp sig som en flygtig fortælling uden ord, og han analyserer spillet, som var det en novelle. Historien bliver til, mens kampen spilles, og opløses igen, når kampen er slut, siger han. Men samtidig findes der myriader af bittesmå, selvstændige dramaer i kampen, og det er dem, der gør fodboldspillet spændende. En brutal duel mellem to midtbanekrigere eller en utilregnelig angriber over for en snu forsvarsspiller: Som alle kampens opgør har de bolden som et magisk, forhekset fikspunkt.

I DEN FORSTAND kan spillet synes enkelt, repetitivt og forudsigeligt. Den samme historie gentages gang på gang. Men spændingen findes i de små fortællinger, når en uventet finte eller en katastrofal tilbagelægning pludselig river sig løs af spillets faste struktur, og det er i de øjeblikke, at fodbolden for alvor lever for Buffon. Som et uregerligt kaos, det er hans umulige opgave at styre.

"Hver gang jeg går på banen, aner jeg ikke, hvad der vil ske," forklarer Buffon, "ikke mindst fordi min rolle som målmand handler meget om at observere, afvente og så reagere på det rigtige tidspunkt."

"Uanset hvor meget jeg træner, vil jeg aldrig kunne få fuldstændig styr på situationen, og det er den usikkerhed, jeg virkelig godt kan lide."